Efter ny EU-dom kan selskaber nu flytte til et andet land – overblik over mulighederne

Der er netop faldet dom fra EU-Domstolen i en sag om et polsk selskabs ønske om at omdanne sig til et selskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i Luxembourg, uden først at skulle likvidere (opløse) det polske selskab, og ligeledes uden at behøve at flytte det faktiske hovedsæde fra Polen til Luxembourg.

Dommen betyder, at der nu er flere muligheder for at flytte et selskab inden for EU/EØS-området uden at likvidere det, dvs. man kan bevare den juridiske person og dens kontrakter mv.

Det er EU-Dommen om det polske selskab Polbud, og dommen har i EU-systemet sagsnummeret C-106/2016.

Kort fortalt må et selskab i én stat (fraflytningsstaten) gerne flytte hjemsted og dermed ændre nationalitet, blot ved at omdanne sig til et selskab i en anden stat (tilflytningsstaten). Stiftelsesreglerne i tilflytningsstaten skal overholdes.

Hvis der er tegn på, at flytningen vil skade kreditorerne mv., kan der forlanges sikkerhedsstillelse. Det samme gælder, hvis motiverne ikke ser ud til at være forretningsmæssige, men snarere er at flytte væk fra gæld, ansvar mv. Men det må ikke generelt antages, at flytningen skyldes sådanne motiver.

Der kan ikke af fraflytningslandet kræves en likvidation (opløsning) ved flytningen. Den juridiske person, der fraflytter, er således den samme juridiske person, der tilflytter. Kontrakter bevares (medmindre de udtrykkeligt siger, at de ved flytning mv. ophører eller skal genforhandles).

Det kommer vi til at høre mere om, men dommen er i virkeligheden ikke sensationel, for et selskab, der vil flytte, kan allerede flytte, nemlig således: Selskab A i A-land vil flytte til B-land. A stifter derfor et 100n pct. ejet datterselskab i B-land. Nu gennemføres der en fusion, hvorved A fusioneres ind i sit datterselskab B. A er ophørende selskab, B er fortsættende selskab. Denne fusionsmetode (teknisk: en omvendt lodret fusion) har kunnet lade sig gøre, siden EU’s 10. direktiv om grænseoverskridende fusion blev gennemført. Kommissionen henviser selv til denne mulighed, når den beklager, at direkte flytning ikke er mulig (fordi et 14. direktiv herom endnu ikke er vedtaget)! Efter flytningen fra A-land til B-land via en fusion er der en filial i A-land og et hovedsæde i B-land.

I øvrigt har Danmark forberedt sin selskabslovgivning på, at udkastet til 14. direktiv må blive vedtaget. Reglerne ligger der i vores regler, men de er afhængige af tilsvarende regler hos fraflytningsstaten. Derfor kan reglerne ikke helt folde sig ud endnu, men de er der; det skal Danmark anerkendes for.

Sidste mulighed: Man kan flytte det faktiske hovedsæde til et andet land. Det faktiske hovedsæde er normalt dér, hvor direktionen er og træffer sine beslutninger. Det er der hele tiden eksempler på i skatteretlig praksis. Så ophører den fulde danske beskatning og overgår til tilflytningslandet, og i Danmark er der kun en filial tilbage (i skatteretlig henseende; også selv om Danmark fortsat er det selskabsretlige hjemland!).

Opsummerende er der nu 3 brugbare metoder, hver med deres fordele og ulemper: 1) flyt via omdannelse til udenlandsk sellskab, dvs. Polbud-metoden; 2) flyt via omvendt fusion med datterselskab oprettet til formålet; 3) flyt blot det faktiske hovedsæde, ikke det selskabsretlige hjemsted.

Vi er ikke langt fra, at en juridisk person næsten (men også kun næsten) kan flytte sig til et andet land lige så nemt som en fysisk person.

 

 

Erik Werlauff

2018-02-19T17:36:42+00:00