Hvorfor blev ledelse og revisorer i Roskilde Bank frifundet? – trods nogle fejl hos ledelsen?

Presseomtalen af dommen i Roskilde Bank Roskilde Bank (Østre Landsrets dom 7. november 2017, 7. afd. nr. B-1291-10 og B-1851-10) har været alt for ensidigt fokuseret på, at der skete frifindelse, selv om landsretten fandt nogle fejl hos ledelsen ved långivning. Der har været fokuseret helt ensidigt på såkaldte ”fodfejl” hos Finansiel Stabilitets advokater.

Sandheden er, at der ligger mange principielle elementer i dommen, og at disse er blevet overset i pressedækningen.

Først to advarsler: For det første, at dommen er under anke til Højesteret, bortset fra revisorerne, som dermed er endeligt frifundet. For det andet, at jeg i denne sag ikke er 100 pct. uvildig, fordi en række af de mere principielle spørgsmål genfindes i EBH-sagen, hvor der er sagsøgt for 700.000.000 kr., og hvor jeg er advokat for den daværende bestyrelsesformand.

Her er på kort formel, hvad der kan udledes af Roskilde Bank-dommen – forudsat at Højesteret kommer frem til de samme resultater under anken:

 

  1. Ledelsesansvaret er ikke et professionsansvar, men et helt almindeligt erstatningsansvar (culpaansvar). Uanset hvor mange formelle regler fra EU og fra den danske lovgivningsmagt bankerne efterhånden er spundet ind i, er bestyrelses- og direktionsmedlemmer ikke professionelle i erstatningsreglernes forstand. Men hvad er da forskellen mellem det almindelige culpaansvar og det skærpede culpaansvar for professionelle? Hvis der trædes ved siden af normerne, domfældes der, når vi taler professionsansvar; ingen individuelle undskyldningsgrunde tåles. Ved det almindelige culpaansvar kan individuelle undskyldningsgrunde føre til frifindelse (meget nytiltrådt; delte opgaverne mellem sig; arbejdede under stort tidspres, etc.).

 

  1. Det er utrolig vigtigt, at beslutningsgrundlaget er i orden. Sagerne skal være gennemarbejdet, typisk af kundemedarbejderen, kreditafdelingen mv., før den når til bestyrelsen.

 

  1. Det er ikke i sig selv ansvarspådragende, at en bank benytter sig af en praksis med, at direktionen foretager en foreløbig bevilling i sager, som beløbsmæssigt ligger over direktionens bevillingsgrænse, således at bestyrelsen i sådanne presserende sager foretaget en efterbevilling, og at efterbevillinger snarere bliver reglen end undtagelsen. Hvis sagerne behandles lige så grundigt hos bestyrelsen som sager, der ikke er efterbevillinger, så er det substansen frem for formen, man skal se på.

 

  1. Der indrømmes en bestyrelse en skønsmargin, dvs. både til skøn og fejlskøn, hvis beslutningsgrundlaget ellers er i orden, jf. ovenfor. Også i en grundejerforening er der plads til både skøn og fejlskøn. Herudover gives der i en erhvervsdrivende enhed en margin til et forretningsmæssigt skøn, og dermed også et fejlskøn. Begrebet har fået et flot navn: business judgment rule, men det er en uskrevet regel, der i hvert fald i Danmark har mindst 40 år på bagen, nemlig siden højesteretsdommen om stormagasinet Havemann, UfR 1977.274 H, hvor bestyrelsen skønnede, og skønnede forkert, vedrørende realismen i en rekonstruktionsmulighed, men da beslutningsgrundlaget var i orden (her: advokaters grundige beregninger og udkast) blev de frifundet. Når bankdommene kommer til det samme, er der således intet nyt under solen. Med ”bankdommene” mener jeg foreløbig Capinordic-dommen (Østre Landsrets påankede dom af 9. oktober 2015, 13. afdeling nr. B-876-11), Amagerbank-dommen (Retten i Lyngbys påankede dom af 12. juni 2017, BS 159-509/2013) og som nævnt Roskilde Bank-dommen (Østre Landsrets dom 7. november 2017, 7. afd. nr. B-1291-10 og B-1851-10). – Dog gælder reglen om det forretningsmæssige skøn ikke, hvis der er tale om en lånebevilling til et ledelsesmedlem selv eller et ledelsesmedlems nærstående, herunder et selskab.

 

  1. At et lån bevilges uden tinglig sikkerhed, dvs. blanko, er heller ikke i sig selv ansvarspådragende. Der ses i dag ikke så meget på gældsindfrielsesevnen (hvem kan indfri al sin gæld her og nu?), snarere på gældsserviceringsevnen, dvs. evnen til at betale renter og afdrag som planlagt. En række former for sikkerhed kan være lige så godt som eller bedre end tinglyst pant, fx selvskyldnerkaution fra hovedaktionæren (”styringskaution”) og/ eller pant i hovedaktionærens aktier eller anparter i det øverste af de selskaber, som han/hun driver sin koncern igennem (”styringspant”).

 

  1. Selv hvor 20 ud af 27 lån til låntagernes køb af Roskilde Bank-aktier fra Roskilde Bank selv (i sig selv udlån på flere hundrede millioner) blev bevilget uden sikkerhed i aktierne eller i andet, og ligeledes uden nogen som helst kreditvurdering af de pågældende, sagde landsretten, at dette var uforsvarligt. Men landsretten fortsatte med at sige, at det alligevel ikke i sig selv var ansvarspådragende. For at det var ansvarspådragende, måtte det også af Finansiel Stabilitet bevises om den enkelte låntager, at han/hun på lånetidspunktet manglede evnen til at servicere lånet som aftalt, og dette var ikke bevist. Derfor også frifindelse i disse 20 tilfælde.

 

Kan der drages nogle samlede konklusioner? Ikke endnu – det er simpelthen for tidligt at drage videregående konklusioner. Men så meget kan man da p.t. sige, at man ikke kan slække på betingelserne for domfældelse efter vores erstatningsregler, uanset hvor grufuld finanskrisen har været. Råbene på syndebukke i pressen, såvel som politikeres eftersnak om at ville ”gøre noget”, er heldigvis ikke ret holdbare, når de konfronteres med den virkelige verden i form af en række grundprincipper i erstatningsretten, som vi i hvert fald ikke bør lirke på uden klart gennemtænkte lovændringer, og selv da har vi ikke ret mange haner at skrue på.

Vil vi gøre bestyrelsesansvaret til et professionsansvar? Næppe. Vil vi indføre omvendt bevisbyrde i disse særlige erstatningssager? Næppe. Vil vi for at forebygge skærpe kravene til at blive bankbestyrelsesmedlem og at agere som bankbestyrelsesmedlem? Jamen, sådanne skærpelser indfører vi næsten konstant, og den helt store forskel har det næppe gjort. Der er ingen patentløsning, men når banksagerne er gennemført og retsopgøret afsluttet, må vi gøre status og se, hvad der fremadrettet kan forbedres. Jeg ved, det er en ”grå” og ”pernitten” konklusion, men jeg mener ikke, man kan gå videre i sine konklusioner på nuværende stadium af det hele.

 

Erik Werlauff

2018-02-19T17:34:36+00:00