Hvorfor blev Amagerbankens bestyrelse og direktion blankt frifundet

Lige før sommerferien her i 2017 faldt der dom i statens erstatningssag mod Amagerbankens tidligere bestyrelse og direktion (Retten i Lyngbys påankede dom af 12. juni 2017, BS 159-509/2013).

Ikke blot blev alle de sagsøgte pure frifundet for kravet om erstatning for fejlskøn vedrørende bestemte engagementer; der begynder også at tegne sig et mønster for bedømmelsen af disse erstatningssager anlagt af staten mod bestyrelse og direktion i krakkede banker.

Retsopgøret i Amagerbank-sagen har sammenhæng med andre sager, dvs. med det samlede civile retsopgør efter finanskrisen. I alt 12 banker gik konkurs, og i 7 af disse sager blev der indledt erstatningssager mod bankens ledelse eller dele af denne.

Det drejer sig om følgende banker (med de påstævnte beløb i parentes): Roskilde Bank(1 mia.kr.), Capinordic Bank(400 mio. kr.), EBH Bank (700 mio. kr.), Amagerbanken (800 mio.kr.), Eik Bank Danmark(250 mio.kr.), Eik Bank Færøerne (150 mio. kr.) og Løkken Sparekasse (275 mio. kr.).

Med det forbehold, at Højesteret endnu ikke har udtalt sig, ser mønsteret i de hidtil pådømte sager  ud som følger, jf. Capinordic-dommen (Østre Landsrets påankede dom af 9. oktober 2015, 13. afdeling nr. B-876-11) og Amagerbank-dommen:

Finansiel Stabilitet fremførte i Capinordic-sagen 3 synspunkter, der enten samlet eller hver for sig skulle føre til et ansvar hos de sagsøgte ledelsesmedlemmer for hele bankens konkurs:

  • (1) Ansvar pga. den valgte forretningsmodel,
  • (2) Ansvar pga. bankens organisering, opgavefordeling og generelle virkemåde og
  • (3) Ansvar pga. de tabsgivende engagementer, som der blev statueret ansvar for.

Finansiel Stabilitet fik ikke medhold i noget af disse 3 delargumenter, og resultatet vedrørende et muligt ansvar for hele konkursens indtræden derfor var negativt for Finansiel Stabilitet.

Et ansvar for hele konkursen som følge af den valgte forretningsmodel blev af Finansiel Stabilitet i Capinordic-sagen støttet på, at der forelå store lån til nogle få kunder, der ofte var indbyrdes forbundet, og at hele dette forretningskoncept var risikabelt og havde gjort banken sårbar over for konjunkturændringer, herunder finanskrisen.

Østre Landsret fandt imidlertid ikke (dommenss.1327), at ”den valgte forretningsmodel, der tillige indebar et betydeligt indtjeningspotentiale for banken, i sig selv kan anses for ansvarspådragende”.

Også et ansvar som følge af bankens organisering, opgavefordeling og generelle virkemåde blev i Capinordic-sagen besvaret benægtende af landsretten (dommens s. 1327), der efter en samlet gennemgang af engagementer omfattet af sagen, herunder de engagementer, hvor der ikke er lidt et tab, ikke fandt, at banken sorganisering, opgave fordeling og generelle virkemåde i sig selv var ansvarspådragende.

Hvert enkelt engagement skulle derfor bedømmes konkret. Det var derfor et langt, sejt træk om hvert enkelt tabsgivende engagement, og det spørgsmål, der herved skulle besvares, var, om netop dette engagement var erstatningspådragende, og da for hvilke ledelsesmedlemmer.

I spørgsmålet om, hvornår en bevilling af et lån er forsvarlig, udtrykte landsretten det således (dommens s. 1261), at kravene til låntagerens økonomiskeforhold (og dokumentationen for disse) må beropå en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

En meget vigtig udtalelse fra landsretten i Capinordicdommen er følgende (dommens s. 1261): ”Landsretten finder, at der bør udvises forsigtighed med at tilsidesætte det forretningsmæssige skøn, der er udøvet af Bankens bestyrelse og direktion ved bevillingen af et lån”.

Der er her tale om en meget vigtig udtalelse, der anerkender ledelsens skøn som et udgangspunkt, når forsvarligheden af det enkelte engagement skal bedømmes.

I dansk og udenlandsk retslitteratur har man i mange år anvendt betegnelsen ”business judgment rule”, og det er således dette skøn, der – som et udgangspunkt–anerkendes af ØstreLandsret i Capinordic-sagen. Som det vil ses straks nedenfor, tilsluttede Retten i Lyngby i Amager bank-sagen, at dette må være et rigtigt udtryk for rets tilstanden her i landet.

Landsretten gør dog i Capinordic-dommen en væsentlig begrænsning i anerkendelsen af ledelsens skøn, idet landsretten (dommens s. 1261), udtaler følgende: ”I de tilfælde, hvor en bevilling af et lån eller en anden disposition foretaget af de sagsøgte har været til fordel for et bestyrelsesmedlem eller et selskab kontrolleret af denne eller for et andet selskab i Capinordic koncernen, finder landsretten dog,at der måstilles skærpede krav til, at de sagsøgte har sikret, at hensynet til Banken ikke blev tilsidesat”. – Vi skal således skelne mellem almindelige udlån, dvs. engagementer med ikke-nærstående, hvor den foran nævnte formodning for lånets forsvarlighed og for anerkendelsen af det ledelsesmæssigeskøn, dvs. business judgement rule, anvendes, og på den anden side engagement er med nærstående, hvor ledelsen må bevise eller dog sandsynliggøre, at udlånet var forsvarligt, og hvor business judgement rule derfor ikke finder anvendelse. Også disse synspunkter tilsluttede Retten i Lyngby sig i Amagerbank-dommen.

Denne mulighed for både skøn og fejlskøn som erstatningsfri, hændelig begivenhed blev (den gang dog uden brug af den fornemme betegnelse ’business judgment rule’) lagt til grund allerede ved Højesteretsdom i Havemann-sagen, UfR 1977.274 H. Her var det erstatningsfrit for bestyrelsen, at de lod formiddagens leverandører aflever varer på kredit til Havemann, selv om bestyrelsen vidste, at Havemann var i alvorlige økonomiske vanskeligheder. De havde en begrundet tropå, at der ville bliveopnået en samlet ordning med bankerne og øvrige kreditorer ved forhandlinger samme eftermiddag, og denne tro bestyrkedes af optimistiske udsagn fra anerkendte advokater, der bistod Havemann.

I Capinordic-dommen udtaler landsretten sig om betydningen af, at Finanstilsynet havde gennemgået et givet engagement, og det må siges med det samme, at dette har en ganske stor betydning. Det hedder herom (dommens s. 1261f): ”Det forhold, at et låneengagement har været genstand for vurdering fra Finanstilsynets side i forbindelse med tilsynets undersøgelser af Banken, må indgå med en ikke ubetydelig vægt i landsrettens vurdering….”.

Landsretten uddyber dette med følgende bemærkning (s. 1261f): ”Finanstilsynets karaktergivning må således anses for en vurdering af lånets bonitet pågrundlag af de oplysninger, der var tilrådighed for Finanstilsynet, herunder ihvertfald oplysningerne i kreditindstillingerne”. – Også disse synspunkter tilsluttede Retten i Lyngby sig i Amagerbankdommen. Endvidere – og måske allervigtigst i mange ansvarssager – fremgår det både af Østre Landsrets dom i Capinordic-sagen og af Retten i Lyngbys dom i Amagerbank-sagen, hvor vigtigt det er for ansvarsbedømmelsen, om bankens bestyrelse løbende har fulgt med i udviklingen af de pågældende engagementer og har truffet sine beslutninger på et informeret grundlag.

Der er således en lang tradition i dansk retspraksis vedrørende bestyrelsesansvar for, at det tillægges meget betydelig vægt, hvor godt bestyrelsesmedlemmet har fulgt med i selskabets forhold.

Der kan blandt andet henvises til UfR 1984.1115 SH, hvor en bestyrelse blev frifundet for et erstatningskrav med den (hoved)begrundelse, at bestyrelsen havde opfyldt sine tilsynspligter. Sø- og Handelsretten understreger direkte, at de overvågede selskabet grundigt, og at de havde opfyldt pligterne efter lovgivningen (dengang aktieselskabslovens § 54, nu selskabslovens § 115) med hensyn til ledelsen af selskabet.

Ligeledes UfR 1997.1680 H, hvor det ikke kunne forlanges af et bestyrelsesmedlem, at han havde nærmere kendskab til en underentreprisekontrakt, hvoraf nogle pengestrømme til skade for selskabet fremgik. Ej heller var der forhold, der burde have givet ham anledning til at undersøge sagen nærmere.

Som det sås af listen ovenfor, er der flere sager på vej hos domstolene. Den 4. september 2017 indledes der således en hovedforhandling på 104 retsdage (frem til slutningen af 2018) i Vestre Landsret i en sag mod ledelsen m.fl. i EBH Bank A/S, og jeg er her selv advokat for én af de sagsøgte. Det skal blive spændende at se,om det mønster, der hidtil har tegnet sig, jf. ovenfor, her bliver fastholdt. Det tror jeg personligt på; ellers havde jeg ikke taget sagen.

AF PROFESSOR, DR. JUR. ERIK WERLAUFF

Aalborg Universitet

2017-10-03T10:48:10+00:00