Pas på med at overdrage et varemærke med dit eget personnavn, fx ved stiftelse af selskab

Sagen om Benedikte Utzons navn og varemærke, der for nylig blev publiceret som UfR 2017.923 H, er god at få forstand af, hvis en person har fået indregistreret et varemærke med personens eget navn. Så længe personen selv ejer varemærket, opstår der ikke problemer, men i samme øjeblik varemærket ”bringes i omsætning”, kan der være lagt grundstenen til senere ubehagelige overraskelser.

Fx kan personen bringe varemærket i omsætning blot ved at overdrage varemærket til et selskab, som personen selv ejer, fx i forbindelse med en omdannelse fra personligt firma til A/S eller ApS. Allerede da har personen jo ”adskilt varemærket fra personnavnet”(Højesterets Rammende ordvalg).

Hvis personen herefter ikke længere har rådigheden over selskabet, der nu ejer varemærket, kan overraskelserne opstå. Dette kan ske ved, at personen sælger selskabet til andre, eller ved, at selskaber går konkurs, således at rådigheden overgår til kurator.

Man skal derfor som person være meget forsigtig med at adskille et sådant varemærke, der indeholder ens personnavn, fra selve personnavnet. Noget sådant kan fx ske, hvor en person (med et kendt navn) lader indregistrere et varemærke med personnavnet (fx varemærket ”Benedikte Utzon”) og derefter indskyder varemærke og virksomhed i et selskab.

Allerede herved adskiller personen varemærket med personnavnet fra sit personnavn, således som Højesteret bemærkede i præmisserne til Benedikte Utzon-sagen, og personen vil normalt have fået vederlag herfor i forbindelse med indskud af varemærke og navn i virksomheden.

Så længe personen stadig selv ejer det selskab, der nu ejer varemærket, giver dette selvsagt ingen problemer, men hvis selskabet kommer i omsætning, kan der opstå konflikt. I Benedikte Utzons tilfælde skete dette ikke ved, at hun selv afhændede selskabet, men ved, at selskabet gik konkurs. Blandt dets aktiver var jo nu varemærket. Hun fik tilbudt varemærket af kurator i selskabets bo for et beløb mellem 25.000 og 50.000 kr., men afslog.

Varemærket og andre aktiver fra selskabets bo blev herefter solgt af boet til T, der derefter drev virksomhed under anvendelse blandt andet af varemærket”Benedikte Utzon”. Dette lagde – og vil i en tilsvarende sag lægge – begrænsninger på personens erhvervsmæssige handlemåde, idet kravet om iagttagelse af god markedsføringsskik indebærer, at erhvervsmæssig anvendelse af eget navn skal ske på en måde, der ikke er illoyal, utilbørlig eller skadelig i forhold til varemærkeindehaveren. Om dette er tilfældet, beror på en konkret vurdering.

Hvis en person,der har anvendt site get navn som varemærke, har overdraget varemærket til en anden, medfører kravet om iagttagelse af god markedsføringsskik, at overdrageren (personen) afskæres fra at bruge sit eget navn som varemærke for de varegrupper, som varemærket fortsat anvendes for af erhververen.

Overdrageren har således i kraft af kontrakt forholdet en særlig pligt til at handle loyalt over for erhververen af varemærket, idet det ikke kan undgås, at anvendelsen af eget navn som varemærke for varer af samme eller lignende art vil være skadelig for erhververen, idet der vil være en klar forvekslingsrisiko.

I Beenedikte Utzon-sagen fandt Højesteret, at Benedikte Utzon var afskåret fra at anvende sit eget navn som kendetegn (eller blot en del af et kendetegn) i tilknytning til varer omfattet af T’s varemærkeret, idet denne anvendelse krænkede T’s varemærkeret, jf. varemærkelovens § 4, stk. 1, og ikke ville være i overensstemmelse med god markedsføringsskik, jf. varemærkelovens§ 5, nr. 1.

Benedikte Utzon havde derfor krænket T’s varemærke ved at tillade salg af tøj med varemærket ”Est. 1995 Benedikte Utzon Wardrobe”.
Hun blev pålagt at betale 250.000 kr. i erstatning og vederlag til T og desuden idømt en bøde.

I den citerede sag var navnet på det selskab, som Benedikte omdannede sin personlige virksomhed til, ”Benedikte Utzon A/S”, men dette er ikke pointen i nærværende sammenhæng.

Pointen er, at selskabet, som i og for sig kunne have haft et andet navn, blev ejer af et varemærke, som udgjordes af hendes personnavn. Det var herved, hun adskilte varemærket fra sit personnavn, jf. Højesterets rammende sprogbrug, og det var herved, der opstod det ”kontraktforhold” (mellem hende og selskabet), som Højesteret henviser til, og hvor selskabets ret blev videreoverdraget fra selskabets konkursbo til T, som herefter kunne afskære Benedikte Utzon fra at bruge sit eget navn som varemærke for de varegrupper, som varemærket anvendtes til af T.

AF PROFESSOR, DR. JUR. ERIK WERLAUFF
Aalborg Universitet

2017-10-03T08:55:01+00:00