Dansk skatterets syn på fonde i udlandet er restriktivt – alt for restriktivt

Hvis du eller din klient har lyst til at oprette klientens fond (selvejende institution) i et andet EU- eller EØS-land i stedet for i Danmark, er dette en rettighed, som din klient har i henhold til EU-rettens regler om etableringsret og kapitalbevægelser.

Alligevel har Danmark gennem årtier udviklet og forfinet en lang række krav til den udenlandske fond, som ofte vil føre til, at fonden bliver underkendt som et selvstændigt skattesubjekt, og at Danmark beskatter fondens stifter eller andre indskydere af fondens indtægter.

Hvordan kan det gå så galt, når det kan være helt legitimt at bruge en udenlandsk fond, fx fordi stifteren påtænker at emigrere, eller fordi stifteren finder, at de danske fondslove er blevet alt for firkantede?

Svaret er, at den faste danske praksis kræver af en dansk fond, at stifteren og andre vigtige bidragydere definitivt har givet afkald på det, som de har indskudt i fonden. De må ikke kunne få det indskudte tilbage, og deres ægtefælle og hjemmeboende umyndige børn må heller ikke kunne få det.

Hvorfor dog ikke, kan man spørge? Fordi vi er bange for, at der skal foreligge ”selvbåndlæggelse” hvor en person har bragt formuen i sikkerhed for sine kreditorer, herunder SKAT, men alligevel selv har adgang til formuen. Dette vil vi ikke acceptere, og denne holdning er helt forståelig.

Men kan denne acceptable holdning med rette føre til, at fonde i hele verden skal bedømmes ud fra danske normer? Det mener de danske myndigheder, men jeg vil hermed vove den påstand, at dette ikke er korrekt. Og nu får vi inden for et par år et svar på spørgsmålet, fordi Landsskatteretten har afsagt en vigtig kendelse i SKM 2015.456 LSK, som nu bliver indbragt for domstolene, måske helt til Højesteret.

Mange af de sager, vi har haft, drejer sig om fonde i eksotiske lande. Flere sager drejer sig om fonde i Liechtenstein, som jo dog er et EØS-land, og dermed underkastet reglerne om etableringsret og kapitalbevægelser. Men SKM 2015.456 LSK handler om en fond i Holland, nærmere bestemt i Rotterdam. Den blev oprettet for en årrække siden af en dansker, og han og hans familie sidder i fondens bestyrelse. Han har aldrig modtaget en krone fra fonden, og efter hollandsk fondslovgivning er han da også fuldstændig afskåret fra dette, ligesom stifteren af en dansk fond er.

Alligevel har SKAT, nu med Landsskatterettens tilslutning, truffet bestemmelse om, at et udbytte på 651,0 mio. kr., som fonden modtog fra den danske koncern, der ejes af den hollandske fond, skal beskattes hos fondens stifter. SKAT i Danmark betragter altså ikke fonden, men dens stifter som rette indkomstmodtager af det udbytte, som fonden modtog fra den danske selskabskoncern.

Man kan paragraf for paragraf sammenligne de hollandske fondsregler med de danske og påvise, at de hollandske regler er lige så betryggende som de danske, når det drejer sig om at værne mod selvbåndlæggelse, dvs. om kreditorbeskyttelse:

Fonden skal både efter hollandsk og dansk ret oprettes for en offentlig myndighed, der efterprøver, at lovgivningens krav er opfyldt. Fonden bliver både efter hollandsk og dansk ret først en selvstændig juridisk person, når disse krav er opfyldt. Fonden står både efter hollandsk og dansk ret under tilsyn af en offentlig myndighed, der kan skride ind, afskedige bestyrelsen etc., såfremt loven overtrædes. Stifteren og dennes nærmeste er både efter hollandsk og dansk ret afskåret fra at modtage noget som helst fra fonden.

Alligevel vil de danske myndigheder, og altså også Landsskatteretten, jf. SKM 2015.456 LSK, kun stole på danske myndigheder, men ikke på hollandske myndigheder i en ganske tilsvarende situation. Det stemmer ganske enkelt meget dårligt med EU-retten.

Følg med i denne sag – og opgiv ikke at bruge en udenlandsk fond i stedet for en dansk, hvis det er det, du ønsker. Der er en betydningsfuld udvikling på vej.

Erik Werlauff

Werlauff Publishing

2017-03-05T19:30:56+00:00