Memory Card – hvorfor blev bestyrelse og revisorer frifundet trods fejl?

I fredags afsagde Højesteret dom i sagen om det hedengangne Memory Card Technology, der krakkede i 2000, og hvor der i 2002 blev anlagt sag af konkursboet mod de tre bestyrelsesmedlemmer og revisorerne med krav om en erstatning på 100 mio. kr. (+ renter og omkostninger).

Det er en sag, der juridisk har ”det hele”, men man må ikke være blind for, hvilken utrolig belastning det må have været for alle de sagsøgte at have en sådan sag verserende i næsten 13 år. I mellemtiden havde sagen været i Revisornævnet, ligesom der var straffesag mod selskabets hovedaktionær/direktør, som bevidst havde begået regnskabsfusk, og som fik en længere fængselsstraf.

Der var selvfølgelig ingen, der om bestyrelsen eller revisorerne ville drømme om at hævde, at de i lighed med direktøren havde handlet med forsæt. Spørgsmålet var, om de havde handlet uagtsomt, dvs. havde begået fejl og forsømmelser, som gjorde, at de skulle betale erstatning.

Lad det være sagt med det samme, at det kom ingen af dem til. De endte alle med at blive frifundet.

Det, man fra boets side bebrejdede dem, var, at varelageret var værdiansat alt for højt i to årsrapporter efter hinanden, og at et stort tilgodehavende mod en amerikansk kunde var sat til fuld værdi, skønt det reelt viste sig at være værdiløst.

Boets hovedargument for at kræve erstatning var, at disse ting burde bestyrelsen og revisionen have indset, og at hvis de to årsrapporter havde været korrekt opgjort og påtegnet, ville bestyrelsen have indstillet eller tilpasset virksomheden, og dermed kunne et tab på 100 mio. kr. ud af det samlede tab på 500 mio. kr. være undgået.

De menige bestyrelsesmedlemmer blev frifundet allerede i landsretten, fordi de havde fulgt godt med i selskabets forhold og stillet kritiske spørgsmål. De fik af direktion og revision at vide, at der var problemer med at værdiansætte bl.a. varelageret, men de fik samtidig at vide, at disse problemer var løst. Dermed kunne de ikke gøre mere.

Bestyrelsens formand var blevet advaret af den tidligere økonomidirektør om, at noget var galt, dvs. det, vi i dag ville kalde en whistleblower. Formanden tog en kritisk samtale med direktøren/hovedaktionæren, som gav ham en tilforladelig forklaring, men formanden orienterede ikke den øvrige bestyrelse. Landsretten lagde vægt på, at der foregik en kulegravning af selskab med henblik på at lade det notere på NASDAQ, og formanden måtte kunne gå ud fra, at herved ville alt blive undersøgt. Højesteret lagde mere vægt på, at hans manglende orientering af den øvrige bestyrelse var udtryk for et enkeltstående fejlskøn, der var underordnet, når han nu i øvrigt havde passet sit hverv omhyggeligt.

Revisorerne blev dømt i landsretten, men frifundet i Højesteret. Begge instanser fandt, at de havde handlet ansvarspådragende, bl.a. ved kun at tage stikprøver af varelageret, hvor de i stedet burde have tilkaldt ekspertbistand, når de nu ikke ”forstod matematikken” (deres egne ord) i den opskrivning, som direktøren/hovedaktionæren havde foretaget. Men hvor landsretten ville dømme dem, frifandt Højesteret, fordi der ikke var bevis for, at et rigtigt opgjort regnskab ville have medført, at bestyrelsen havde indstillet eller tilpasset virksomheden. Der var derfor ikke den fornødne årsagssammenhæng mellem fejlen og tabet på de 100 mio. kr., dvs. at en grundlæggende betingelse for at ifalde erstatning svigtede.

Memory Card-dommen illustrerer, at det uanset al selskabsret, børsret og diverse god-skik-krav stadig er sådan, at klassiske krav fra erstatningsretten skal være opfyldt, for at ledelsesmedlemmer og revisorer ifalder ansvar: Det ledelsesmedlem, der følger godt med i selskabets forhold, stiller kritiske spørgsmål og reagerer, hvis svarene ikke forekommer tilfredsstillende, går med rette fri. Også den, der har begået fejl, går fri, hvis det ikke kan påvises, at hans eller hendes fejl har forårsaget et tab.

 

___________

 

Jeg har indtalt et lille lynkursus i forståelsen og betydningen af Memory Card-dommen. Du får det som en kollegial gave, hvis du sender mig en e-mail på erik@werlauff.com. Det er plancher med indtaling på godt 20 minutter, og det afspilles i PowerPoint, hvor du bedes slå lyden til.

 

Erik Werlauff

Werlauff Publishing

2017-03-05T19:37:19+00:00